Gå til hovedindhold

Boliger

Duelund har 48 ens boliger - 18 Leve-Bo boliger og 30 demensboliger. Derudover er der fire hvilestuer, som kan benyttes ved overnatning.

Indhold

    De 18 boliger i Leve-Bo er inddelt i to sammenhængende afsnit, med ni boliger i hver. I hvert afsnit er der spisekøkken, dagligstue og udgang til gårdhave samt de ydre udearealer.

    De 30 demensboliger er opdelt i to huse med 15 boliger i hver. De 15 boliger er yderligere inddelt i to sammenhængende afsnit med henholdsvis syv og otte boliger i hver. I hvert afsnit er der spisekøkken, dagligstue og udgang til gårdhave samt de ydre udearealer.

    Om de enkelte bolig

    Hver bolig er på 72 m2 inklusiv fællesarealer. Selve lejligheden er på 47 m2 og består af stue og soveværelse, adskilt af væg af skydedøre. Der er i stuen et lille køkkenbord med køkkenvask og flytbare kogeplader.

    Skydedørsvæggen kan fjernes, så lejligheden kun består af et rum.

    Der er et stort badeværelse med bruser, hæve-sænke vask og hæve-sænke armlæn ved toilettet. Der er kombineret vaskemaskine og tørretumbler.

    Når du flytter ind medbringes egne møbler, private ejendele, dyne og puder. Du har mulighed for at leje sengelinned, håndklæder og vaskeklude. Der findes gardiner i boligen. Dem er du velkommen til at udskifte og ligeledes må der opsættes rulle og undergardiner efter egen smag.

    Du vil blive tilbudt et hjemmebesøg før indflytningen. I samtalen deltager en af vores sygeplejersker samt den kontaktperson du vil blive tilknyttet. Dine pårørende er velkommen til at deltage i dette besøg, hvis du ønsker det.

    Indenfor ca. 1 uge til 14 dage efter indflytningen vil der blive afholdt en samtale mellem dig og plejepersonalet og pårørende.

    Morsø Kommunes Visitation skal visitere dig til en plejebolig. For at blive visiteret til en plejebolig kræves det, at du ikke længere kan klare dig i din hidtidige bolig og har et omfattende behov for pleje, samvær og aktiviteter. Du skal endvidere selv udtrykke ønske om at ville bo i en plejebolig.

    Hvis du har behov for en plejebolig, kan du henvende dig til Morsø Kommunes Visitation på telefon 9970 6348.

    Om
    Livet
    Personale